Vi har vundet klagenævnssagen om den ulovlige Tisvildeleje Musikfestival i Natura 2000 området
I 2024 påklagede DVN sammen med lokale foreninger Gribskov kommunes hastigt vedtagede lokalplan, som tillod den kæmpestore årlige musikfestival i Tisvildelejes Natura 2000 område.
Området har en række beskyttede naturtyper som fx klit, heder og klitskov, samt truede arter som ynglende markfirben og lys- og lydfølsomme flagermusarter, der ligeledes yngler på festivaltidspunktet.
Festivalen løber over fem dage og besøges af 10.000 betalende og 3000 frivillige. Desuden strømmer et meget stort antal gratister til, der lytter med udenfor festivalhegnet, bevæger sig rundt i klit og skov, fester, spiser, sover, larmer og urinerer. Der er lysshows og høj musik, der natten igennem skønnes at påvirke over 250 ha af Natura 2000-området med 60-80 dB lyd. Endvidere er der hele ugen en lang række andre aktiviteter inde i området.
I ugerne før og efter kører tunge lastbiler læsset med telt/mad/udstyr på de smalle skovveje gennem området. Det skønnes til 400 lastbilsture á 10 km på 3 uger gennem Natura 2000 området. Festivalen har eksisteret siden 2009, er vokset årligt og er blevet en supertanker, der sprænger alle rammer
I 2024 opdagede Kommunen at den aldrig havde lavet den lovpligtige lokalplan for området, der skulle danne ramme om tilladelsen til at afholde denne store Musikfestival. Gode råd var nu dyre, så Kommunen skyldte sig i løbet af foråret at skrive en, der tillod festivallen. De hyrede 2 konsulentfirmaer til at vurdere naturbelastningen men ubekvemt nok sagde konsulenterne, at en fuld habitatkonsekvensvurdering var nødvendig.
Det synes kommunen nu ikke var nødvendigt – så konsulentrapporterne blev skrottet og kommunen lavede selv nogle hjemmestrikkede synsninger om, at der ikke var nogen Natura 2000 problemer. Man kunne bare stille nogle mobiltoiletter op…
Dette førte til en massiv folkelig modstand blandt lokale, der tog initiativ til at indsende en formel klage til Planklagenævnet.
Sagen er er nu afgjort og kommunens argumenter er kørt helt over.
PLANKLAGENÆVNETS AFGØRELSE, 19. MARTS 2024 (citeret sammendrag)
• Planklagenævnet ophæver kommunens afgørelse om endelig vedtagelse af lokalplanen, da planhabitatbekendtgørelsens regler om Natura 2000-områ der og bilag IV-arter, samt planlovens § 13 ikke er overholdt.
• Planklagenævnet finder endvidere, at miljøvurderingen lider af væsentlige retlige mangler. Det betyder, at lokalplanen med tilhørende miljørapport ikke længere gælder.”
• Planklagenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at afholdelse af en musikfestival med op til 10.000 gæster og 3.000 frivillige, samt et ukendt, men forventet øget antal (ikke-betalende) gæster i området omkring festivalområdet, kan påvirke habitatnatur. Kommunen har således ikke efter nævnets opfattelse tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag til at kunne udelukke, at lokalplanen kan medføre en væsentlig påvirkning af visse naturtyper på udpegningsgrundlaget for habitatområde H119.
• Planklagenævnet finder, at kommunen ikke i den konkrete sag i det fornødne omfang har sikret sig, at realisering af lokalplanen ikke vil medføre ødelæggelse eller beskadigelse af den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for markfirben.
• Planklagenævnet finder, at lokalplanens fastsættelse af områdets anvendelse til en årlig tilbagevendende musikfestival med op til 10.000 besøgende og 3.000 frivillige, er i strid med kommuneplanrammens anvendelsesbestemmelse.”
Det er en vigtig præcedensdannende afgørelse, der kan og vil få stor betydning for andre områder, hvor bruger- og kommunale udnyttelsesinteresser konflikter med Natura 2000 udpegningen.
Det giver inspiration til at klage over andre sager rundt om i landet. Bare kom i gang!
LÆS BAGGRUNDEN