Foreningen Danmarks Vilde Natur blæser til kamp for føl og kalve i naturnationalparkerne.

Forleden hjalp en hoppe på Mols sit føl i gang med at lære, at de friske gyvelskud ikke alene er lækre, men også gode at spise. Det er vigtigt, for selve gyvelbuskene skal føllet nemlig lære at holde sig fra. I store mængder kan de faktisk være giftige.

Fra naturen ved vi da også, at det ikke kun er mennesker, som er afhængige af at lære hvad der er godt at spise,og hvorfor det er en god idé at søge skyggen, når varmen er værst. Eller – for føllenes vedkommende – at stille sig med røven mod vinden i skovbrynet for at beskytte sig når det blæser koldt fra nordøst. Der er faktisk meget, man skal lære som både menneske og dyrebarn.

Heste og okser oplærer derfor naturligt deres afkom at kende og udnytte de muligheder, naturen byder på. De kollektive færdigheder hører den naturligt sammensatte flok til. Et til to års yngelpleje/oplæring er en integreret del af at være et af disse dyr, der naturligt lever i flokke på mellem tolv og tyve individer og bestående af begge køn. Hertil kommer, at massevis af forskning har vist, at denne oplæring er med til at få dyrene til at bevæge sig rundt i landskabet på den gode måde. Dyrenes adfærd er simpelthen en del af økosystemet. Hos heste etableres derfor flokke med forskellige alders- og kønssammensætning og disse flokkes færden rundt i landskaberne er forskellige.

Der er da også masser af erfaring med selvreproducerende bestande af både heste og okser i danske og udenlandske naturprojekter. De typer af dyr, der indsættes i naturen, kan uden videre føde og passe deres afkom – og de naturligt sammensatte familieflokke giver rolige dyr, der passer sig selv. Denne naturlige erfaringsopsamling, der foregår over generationer, går totalt tabt ved udsættelsen af ikke-reproducerende dyr.

Ikke desto mindre går Naturstyrelsen i disse måneder i gang med at kastrere stribevis af heste og okser til udsætning i de fremtidige naturnationalparker. Baggrunden er, at udsætningen af store dyr har skabt en hvirvelvind af vrede og dermed angst, så ingen tør tage ansvaret for at sætte reproducerende dyr ud, i fald der skulle ske en ulykke – som selvfølgelig kan ske, dersom en hundeejer bevæger sig ind mellem mor og kalv; eller bare for tæt på. Så for at være på den sikre side etableres der snart et samlebånd for at skaffe nok vallakker og stude til veje.

Føl på Mols Laboratoriet © schousboeEksempelvis planlægger man at udsætte 150 stude i Fussingø Naturnationalpark på 570 ha, dvs. 3-4 dyr pr ha. Eftersom de første femten af de fremtidige naturnationalparker dækker et areal på ca. 25.000 ha, og det er meningen, at der skal sættes store græssere og dyr ud i dem alle – taler vi potentielt om kastrering af mellem 6 og 8.000 dyr.

Det er naturligvis i sig selv en abnorm perversitet. Men dertil kommer, at det også er en blindgyde af rang. For hvor skal fremtidens vildheste og vildokser komme fra, hvis ikke de har lært fra barnsben af at færdes fornuftigt?

Afhængigt af hvor mange naturnationalparker, man har tiltænkt denne ordning, kan det desuden blive til tusindvis af dyr over en kort årrække. Dyr, som faktisk slet ikke findes. Af de to racer, Galloway og Highland, der anses for specielt velegnede til naturprojekter (fordi de er rolige og sindige), er sidstnævnte eksempelvis rødlistede i UK. Tilsammen findes der ca. 65-70.000 individer af disse to racer i hele verden. Hvis vi taler om, at der skal sættes 6000 stykke kvæg ud, drejer det sig om 15-20% af et års tilvækst (på globalt plan). Endnu mere umulig er opgaven at løfte når det gælder vildheste som eksempelvis Exmoors, Konikker m. fl. Her taler vi om bestande af vildheste, der tilsammen maksimalt tæller 8-10.000 individer.

Herudover er det værd at bemærke, at generel kastraktion – selvom ambitionen om at sætte dyr ud dæmpes – vil bringe prisen på at få dyr ud i naturen urimeligt højt op. Med selvreproducerende bestande vil prisen kun være en brøkdel, når det kommer til anskaffelsen. Også ved selvreproducerende flokke vil der til stadighed skulle flyttes dyr, både for at sikre genetisk mangfoldighed og for at undgå overbefolkning i de indhegnede naturområder, men det er et fåtal af dyrene, der skal underkastes den stressfyldte fangst og flytning.

Endelig er det dog også helt afgørende at spørge ind til hvorfor befolkningen skal fratages muligheden for at opleve dyrebørn i naturen?

Vi har glæde af at se dyreunger i deres naturlige omgivelser, og sådanne positive oplevelser har en vigtig funktion i folks syn på dyrenes trivsel. Fra ørne-cams ved vi, at det er begivenheder, der følges tæt. I 2022 oplyste 77% af et repræsentativt udsnit af danskerne da også, at de syntes ”det vil være spændende at besøge en naturnationalpark og opleve mere vild natur og stære græssende dyr. Kun 18% oplyste at de ville være bange for at færdes i en naturnationalpark, hvis de kunne ”risikere at møde et stort dyr som en hest, ko eller elg”.

Skal et lille mindretal på 18% virkelig have lov at ødelægge fornøjelsen for de 77%?

Vi kan i Danmarks Vilde Natur hverken se hensynet til dyrevelfærd og eller økonomi i den påtænkte strategi. Vi finder det forkert, at opdrætte og kastrere et så stort antal dyr; hvoraf nogle oven i købet er rødlistede. Dyr, der lige så godt kunne være født i det fri og forblevet intakte. Man vil desuden til stadighed skulle supplere med nye dyr – det er et bundløst kar.

Vi opfordrer Miljøministeriet og Naturstyrelsen til at indtage en ledende rolle i udviklingen af nær-intakte økosystemer med selvreproducerende bestande i naturlige tætheder. Vi opfordrer desuden til at trække på de danske og internationale erfaringer og indgå i udviklingen af genetisk og fysiologisk sunde bestande af dyr, der kan bidrage til restaureringen af det centraleuropæiske lavlands økosystemer.